Love for Atlet Klubben Viking
§ 1
Klubbens hjemsted er Tårnby Kommune, og enhver der er fyldt 10 år samt har udfyldt og indleveret indmeldingsblanket, regnes for medlem. Optagelse af umyndige kræver samtykke fra forældre/værge.
§ 2
Klubben er medlem af Dansk Vægtløftningsforbund. Formålet er at dyrke, højne og udbrede vægtløftningssporten. Ingen medlemmer må repræsentere AK VIKING i anden konkurrenceidræt end vægtløftning. Klubbens dragt består af blåt trikot med AK Vikings emblem. Herunder hvid trøje eller bar overkrop.
§ 3
Til æresmedlem kan bestyrelsen udpege personer, som har gjort sig særlig fortjent til det. Bestyrelsen fremlægger forslag herom på generalforsamlingen, hvor det skal vedtages med ¾ majoritet. Spørgsmål om valg af æresmedlemmer kan ikke gøres til genstand for diskussion på generalforsamlingen.
§ 4
Enhver, der optages som medlem, betaler indskud og kontingent, der fastsættes for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling, der afholdes i april måned. Kontingentet opkræves kvartalsvis forud for aktive medlemmer. For passive medlemmer opkræves kontingentet helårsvis forud. Ved militærtjeneste eller lignende kan kontingentfrihed erhverves efter bestyrelsens skøn.
§ 5
Kontingentrestance udover 1 måned medfører udelukkelse fra al træning. Er et medlem i kontingentrestance udover 2 måneder, kan bestyrelsen med mindst 8 dages skriftligt varsel ekskludere vedkommende. Ingen, der er udelukket på grund af kontingentrestance, kan optages på ny som medlem, før vedkommende har betalt sin gæld til foreningen. Et medlem, der er i restance, har ingen stemmeret på generalforsamlingen.
§ 6
Såfremt et medlem modarbejder klubbens interesser eller viser upassende opførsel ved klubbens møder, fester, stævner eller træning, vil det kunne medføre karantæne eller eksklusion efter bestyrelsens nærmere bestemmelse. Vedkommende skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar. Idømt eksklusion kan appelleres på førstkommende generalforsamling, hvor det optages som et særskilt punkt på dagsordenen. Generalforsamlingens beslutning om ændring af bestyrelsens vedtagelse af eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens love, jf. § 13, stk. 2. Et medlem, der er ekskluderet i henhold til generalforsamlingsbeslutning, kan kun optages som medlem ved en ny generalforsamlingsbeslutning. Her kræves samme majoritet som ved beslutning om eksklusion.
Atletklubben VIKING følger DIF’s indstillinger i sager vedr. eksklusion i forbindelse med doping. Medlemmer, der har solgt eller videreformidlet ikke-tilladte midler i klubben, kan idømmes karantæne eller eksklusion i henhold til ovenstående regler for bestyrelsens og generalforsamlingens kompetence i så henseende.
§ 7
Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker skriftligt til kassereren med mindst 14 dages varsel, og at det pågældende medlem har betalt sit kontingent frem til den dag, hvorfra udmeldelsen har virkning. Medlemmet har krav på skriftlig bekræftelse.
§ 8
Generalforsamlingen, der er klubbens øverste myndighed, afholdes inden udgangen af april måned. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel i medlemsbladet eller ved skriftlig henvendelse.
Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Regnskab samt budget for kommende år
- Indkomne forslag
- Valg (herunder valg af suppleanter, revisor og udvalg)
- Eventuelt.
Forslag til punkt 4 skal være indsendt skriftligt til klubbens bestyrelse senest 7 dage for afholdelsesdatoen for generalforsamlingen.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig ved fremmødte antal medlemmer. Alle sager afgøres med almindeligt stemmeflertal. Skriftlig afstemning kan ske ved forlangende af en af de fremmødte. Ethvert medlem, der er fyldt 14 år, og som har været medlem i en måned, har stemmeret.
Motionister indmeldes som medlem i motionsafdelingen. Af hensyn til opretholdelse af klubbens formål, jf. § 2, har motionisterne taleret, men ikke stemmeret på generalforsamlingen. Motionisterne repræsenteres i bestyrelsen af en for to år på generalforsamlingen valgt motionsafdelingsrepræsentant. Motionisterne har stemmeret ved valget af motionsafdelingsrepræsentanten.
Passive medlemmer har ikke stemmeret.
§ 9
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst ¼ af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom til bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen holdes senest en måned efter, at begæringen er fremsat med oplysning om det emne, der ønskes behandlet.
Om indkaldelsesmåde og udsendelse af dagsorden gælder bestemmelserne i § 8.
§ 10
Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til lovene.
Bestyrelsen består af formand, næstformand/sekretær, kasserer, motionsafdelingsrepræsentant, der samtidig er afdelingens materialemand, vægtløftningstræner, materialemand for vægtløftningsafdelingen og ungdomsrepræsentant.
Bestyrelsen vælges for to år ad gangen af den ordinære generalforsamling.
På generalforsamlingen, der afholdes i lige år, vælges formand, ungdomsrepræsentant, materialemand og motionsafdelingsrepræsentant.
På generalforsamlingen, der afholdes i ulige år, vælges næstformand/sekretær, kasserer og trænerrådsformand (vægtløftningstræner).
§ 11
Bestyrelsen konstituerer sig – dog senest inden 14 dage – efter generalforsamlingen på et bestyrelsesmøde.
Hvervet som kasserer kan ikke forenes med hvervet som formand eller næstformand.
Bestyrelsen kan fastsætte en forretningsorden.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 4 af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Ved formandens forfald indtræder næstformanden i hans sted.
Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.
Foreningen tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner kræves dog underskrift af såvel formanden som kassereren. I alle sager, der angår køb eller salg, tegnes klubben af bestyrelsen i forening.
§ 12
Foreningens regnskabsår er 1. april – 31. marts.
Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning.
Driftsregnskab og status bekendtgøres for foreningens medlemmer senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.
§ 13
Lovændringer kan foretages, når følgende betingelser er opfyldt:
- Alle klubbens medlemmer senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse har fået skriftlig besked om de ønskede ændringsforslag, og et flertal af generalforsamlingen godkender ændringsforslagene.
- ¾ af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede ved den lovligt indkaldte generalforsamling.
Opnås flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden 14 dage med sædvanligt varsel indkalde til en ny generalforsamling. Hvis også de på denne generalforsamling afgivne stemmer er for forslaget, er dette vedtaget, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.
§ 14
Klubben kan opløses på en generalforsamling, hvor ¾ af klubbens medlemmer er til stede, og hvor ¾ af disse stemmer for opløsning. I tilfælde af opløsning tilfalder klubbens midler og naturalier D.V.F.
Således vedtaget på generalforsamlingerne 8. april 2008 og 8. maj 2008.