De regionale mesterskaber for masters blev i år afholdt den 12. marts i Ålholm IF’s lokaler i Hillerød.
AK Viking havde blot to løftere med ved dette stævne, da Amanda Rosendahl desværre måtte melde fra på grund af sygdom. Vi glæder os til at se Amanda tilbage i topform til det næste masters mesterskab. Som sædvanlig havde løfterne coach Roland Giessing med til at hjælpe dem godt igennem dagen.
Hos kvinderne deltog Christina Mortensen, som stillede op i 58 kg klassen i aldersgruppen 40-44 år. I træk endte Christina på 39 kg, hvilket er lidt under hendes bedste resultat, men i stød fik Christina ny top med 52 kg og sluttede dermed med en tokamp på 91 kg, hvilket sikrede Christina guldet i denne klasse. Et rigtig flot resultat taget i betragtning at Christina netop er kommet tilbage på plateauet efter en rygskade.
For mændene stillede Mads Mortensen op i 85 kg klassen i aldersgruppen 45-49 år. Mads havde et super stævne, og fik godkendt alle sine træk. Han løftede 60 kg i første forsøg, 65 kg i andet og sluttede på 68 kg, hvilket var ny top. I stød endte Mads på 82 kg, hvilket også var ny stævnetop. Hans sidste forsøg i stød på 84 kg blev desværre underkendt, men Mads sluttede af med en tokamp på 150 kg, og kunne dermed gå hjem med både en guldmedalje og tre nye stævnetoppe.
Et stort tillykke til Christina, Mads og coach Giessing med de flotte resultater.